Roadtrip USA 2012 - Tirsdag d. 15-05
Rachel - Tonopah
Dagens program bestod af en køretur fra Rachel til Tonopah, imens vi cachede løs på E.T trailet. Der er rigtigt mange, som har lagt hyldest cacher til sig selv på sidevejene før og efter Rachel, men dem sprang vi over, for vi skulle også gerne have energi til andet på vores tur. Temperaturen var behagelig fra den tidlige morgen af, og i vores mest effektive time fandt vi 67 cacher (det kan virkelig kun lade sig gøre her i ørkenen). Vi benyttede os naturligvis ikke af kreative metoder med at signere logbøgerne i bilen og flytte cacher eller andre tvivlsomme påfund. De steder, hvor vi lagde en ny log, skrev vi cachenummer på loggen. Så kan de efterfølgende findere more sig over, hvor meget logbogen er vandret og dermed regne ud, hvor mange kreative sjæle der har været forbi i den mellemliggende periode.

Turen i dag bød på udsigt til flotte bjerge - både tæt ved vejen og længere ude i horisonten. Andre steder blev man overvældet af de enorme, golde ørkenstrækninger. Vi så en hel "dust devils", som er små hvirvelvinde (der hvirvler sand op). En enkelt gang kom vi endda helt tæt på. Lige pludselig blev bildøren lukket med et brag, og både bil og Ulf (der loggede en cache) blev sandblæst, da hvirvelvinden kom forbi.
Det var meget tydeligt, at nogen havde haft travlt på trailet, for ofte lå sløringsstenene, der skulle sløre og forhindre cachen i at flyve væk, ved siden af. Det er ikke specielt smart i dette landskab, hvor det blæser meget. Flere gange måtte vi lede efter cacherne i området, og fandt dem ofte 1 - 5 meter væk fra gemmestedet.

Cacherne gav motion, selvom det var driveby's, for der skulle gås 10-20 meter x 2 ved hver cache. Der var mange lette porøse lavasten på en enkelt strækning, og Ulf mente, at en af dem var ekstra let, men det var en tørret kokasse, der var brugt som ekstra sløringssten. Ved cache nr. 873 og 874 i E.T. trailet var Ulf heldig - NOT!!!!! Begge beholdere var fyldt til randen med en gullig væske, der lugtede, og så var låget sat på, og beholderen gemt på sin plads. Nogen personer er bare syge i roen og uden forståelse for andres interesser, hvor fjollede de end måtte være.

Det meste af området var "Open Range", hvor køerne gik frit på begge sider af vejen og over vejen. De krydsede vejen stille og roligt.

Efter E.T. cache nr. 938 drejede vi ind ad en grusvej, der førte os ind i et flot bjerglandskab/ørken. Her gik køerne også fredeligt rundt, men på et tidspunkt ønskede vi dem konverteret til store røde saftige bøffer, for de havde mere eller mindre spist en stribe cacher (fra 1010 til 1026). Et enkelt sted havde Ulf problemer med at komme til cachen, for en gekko havde ikke i sinde at flytte sig væk fra beholderen.

Da vi nærmede os Tonopah, kunne vi for første gang i et par dage høre radio. Vores motel i Tonopah og de omkringliggende huse fik os i den grad til at tænke på gamle westerns. Byen er da også en gammel sølvmineby.