Roadtrip USA 2012 - Fredag d. 01-06
Vancouver - Everett
Køredag fra det sydlige Washington State til nord for Seattle, nærmere bestemt fra Vancouver til Everett. Allerede ved 2. Stop fik Ulf et hjertetilfælde, da en "slange" hoppede ud af cachen, da han åbnede den.

Vi  tog en afstikker til en skov, og havde ca. 4 timers underholdning/spadseretur i natur, som fik tankerne tilbage til Danmark - både pga. skovens udseende og vejret, der var fra støvregn til småregn og til solskin. Der var også et par cacher i skoven med de danskklingende navne "Vordingborg" #1 og #2. Cacherne havde ikke været fundet endnu, selvom de var en måned gamle. Det kan have noget at gøre med at det var som at lede efter en nål i en høstak, og vi opgav også hurtigt.

Resten af cacherne var gode - lige fra en krokodille i en tunnel til en ammoboks i en kæmpe stub. En lille del af ruten var som at gå i junglen - se billeder.

Anden afstikker var til drive by's langs en flod. Fin tur med cacher i hovedsageligt størrelsen small, og gemt fornuftigt.

Sidste stop, inden vi nåede frem til Everett, var på en rasteplads. Vi var 6 meter fra cachen, da en stor hund kom gøende imod os med en sur dame løbende bagefter. Vi var lidt i tvivl, om vi skulle være bange for hunden, eller nervøse for om den løb ud på motorvejen.