Roadtrip USA 2012 - Fredag d. 11-05
Århus - Las Vegas
Vækkeuret ringede kl. 2 - gaaab. Vi fandt en enkelt cache i Århus, kørte i regnvejr på motorvejen til Aalborg, fandt en enkelt cache i Aalborg og fortsatte videre til lufthavnen. Flyveturen fra Aalborg til Amsterdam gik efter planen. I Amsterdam kom vi mere end en halv time for sent afsted p.g.a. problemer med at overføre pasnumre til USA.

Flyveturen over Atlanten gik planmæssigt. Vi ville finde en enkelt cache eller to (virtuel og traditionel) i Los Angeles, men havde problemer. Afgangen fra Amsterdam blev forsinket, vi sad bagerst i flyet og kom derfor sidst ud og sidst igennem Customs i USA. Genindtjekning af bagage var ude af funktion. Vi måtte derfor gå med bagagen til indenrigsterminalen. Efter at vi var sluppet af med bagagen, gik vi efter GPS'ens kort og gadenumre, indtil vi fik forbindelse til satellitterne. Vi var gået i rigtig retning, men der var endnu 1,08 km i fugleflugt til første cache. Vi måtte derfor indse, at cachen var for langt fra indenrigsterminalen (i forhold til udenrigsterminalen), og nu var tiden ved at være gået. Vi opgav og vendte rundt, så vi ikke missede security tjek og flyet mod Las Vegas.

Efter afhentning af udlejningsbil, indtjekning på motel og aftensmad, gik vi en lille aftentur ned til "The Strip" og fandt lidt cacher. Kl. godt 21 var vi tilbage ved motellet og mente, at nu havde vi gjort et forsøg på at få vendt rundt på dag og nat (tidsforskellen på 9 timer).