Roadtrip USA 2011 - Fredag d. 27-05
Sonora - Sacramento
I dag gik turen fra Sonora til Sacramento. Med hensyn til geocaching stod der challenge-cacher på programmet. Dagen forløb dog ikke helt, som vi havde håbet. Første challenge-cache krævede, at Poul-Erik trak i badetøjet, hvilket forløb fint. Også næste cache-stop var en "bade-cache", men da vi kom frem til den, opdagede vi, at badeshorts og håndklæde manglede. Vi måtte derfor køre de 30 - 40 km tilbage til første badesø efter de glemte genstande. Da vi atter var fremme ved anden "bade-cache", gik det op for os, at den kraftige strøm i floden gjorde det umuligt at nå ud til den ø, hvor cachen var gemt.
De challenge-cacher, vi forsøgte os med senere på dagen, bar præg af DNF'er - desværre også cachen Feet in the Sand, Head in the Clouds Challenge, som vi havde arbejdet på at opfylde i løbet af turen (ved at finde cacher i forskellige højder over havoverfladen - 0-500 fod, 501-1000 fod ….. 7001-7500 fod). Sjovt nok måtte vi også nøjes med en DNF af cachen DNF - California Challenge of a Century. Området, hvor disse challenge-cacher lå, var i øvrigt ikke specielt behageligt at opholde sig i. Husene (og deres beboere) så ret usle ud, og i flere haver stod der muskelhunde og gøede af os.