Roadtrip USA 2011 - Tirsdag d. 24-05
South Lake Tahoe
Tirsdagen blev brugt på en scenic 115 km lang køretur rundt om Lake Tahoe, som er den næstdybeste sø i USA. Ved en af dagens første cacher i South Lake Tahoe så vi en lille slange, der snoede sig rundt om en pæl i et træhegn lige der, hvor GPS'en syntes vi skulle lede.  Vi fik hurtigt hænderne trukket til os, og lysten til at lede forsvandt, så det blev en DNS. Vi blev konstant mødt af scenic views på vores vej rundt om søen. Billederne taler vist for sig selv. Dagen bød på en god fangst af gamle spøgelser - 9 stk.
Den mest spændende tur var en lille hike op i bjergene ved Eagle Falls Trail. På denne årstid er sneen ikke helt smeltet, og da vi var ca. halvvejs oppe ved cachen, havde vi svært ved at gennemskue, hvor vi skulle gå, så vi valgte en alternativ rute langs floden (gennem sne, klipper og skovbund) med udsigt til vandfaldene. Det officielle trail fandt vi selvfølgelig på vejen ned. Den alternative rute på vejen op var mere anstrengende, men også mere spændende og flottere, så det var jo held i uheld.
Vores planer for dagen inkluderede en tur ind i Blackwood Canyon, hvor der lå et cache trail. De inderste cacher på trailet var endnu ikke blevet fundet, så der var måske mulighed for nogle FTF'er.  Det viste sig dog, at vejen var spærret af snedriver allerede efter cache nr. 1, og vi så en snescooter komme kørende op over snedriven, der lå henover vejbommen. Dagens allersidste cache var placeret, så vi kunne stå med en fod i Californien og en i Nevada, mens vi signerede logbogen.