Roadtrip USA 2011 - Søndag d. 22-05
Barstow - Bishop
I dag var der 4 timers effektiv kørsel fra Barstow til Bishop, men det efterlod heldigvis også god til at lave nogle stop på vejen. Landskabet gik fra ørken til det mere frodige mellem to bjergkæder. Igen i dag var der mulighed for at besøge gamle cacher og virtuelle. Et af vores favoritsteder var Alabama Hills ved Lone Pine. De utrolig flotte klippeformationer og bjergene i baggrunden var fantastiske, og vi havde endda fornøjelsen at opleve stedet i "the golden hour", hvor de røde klipper fremstod endnu mere imponerende. Alabama Hills har i øvrigt været benyttet som kulisse i utallige Hollywood film - ikke mindst Westerns. Det forstår man godt, når man har oplevet området! På vej mod Alabama Hills forsøgte vi at finde en cache i en forladt mine. Det specielle ved cachen var, at den var udlagt af den danske geocacher Sjanten. Desværre viste det sig, at cachen var væk, så vi måtte nøjes med at logge en DNF.
I Alabama Hills fandt vi et oplagt sted til en Earthcache - Mobius Arch. Der var dog ingen Earthcache, så vi besluttede os for selv at laven den. Resultatet blev cachen Alabama Hills - Arches and Tafoni. Efterfølgende har vi haft ganske mange besøgende, som har taget fine billeder af Mount Whitney set gennem Mobius Arch.

På vej mod Bishop lagde vi desuden vejen forbi Manzanar - en interneringslejr, som USA oprettede til japanere (såvel personer fra Japan som amerikanske borgere af japansk afstamning) under 2. Verdenskrig. Et mærkeligt og ret skræmmende sted!