Roadtrip USA 2010 - Lørdag d. 24-04
Yucca Valley (Joshua Tree National Park)
I dag gik turen til The Joshua Tree National Park, og for en gangs skyld havde vi heldet med os: Da vi skulle købe billet, fik vi at vide at "Your Government want's you to enjoy the National Parks for free today". Vi fik besøgt mange virtuelle cacher og earthcacher på turen, set en masse firben og planter vi normalt ikke ser. Nationalparken byder på mange flotte klippeformationer og på nogle af disse var der udsigt til bjergklatrere. Nogle af cacherne var næsten drive-by's, men det blev også til et par gode gåture, bl.a. til et tidligere mineområde, hvor der stadig stod bilvrag og andre genstande tilbage. Vi stiftede for første gang kendskab med de såkaldte tafonier - konkave hulrum i klipperne. Her i Joshua Tree National Park findes et specielt flot eksempel på disse, nemlig Skull Rock, som ligner et menneskekranium. På vores road trip et år senere fandt vi et andet sted med tafonier, nemlig Alabama Hills længere mod nord i Californien. Det resulterede i vores første earthcache: Alabama Hills - Arches and Tafoni.
Vi afsluttede en god dag med en køretur langs en nedlagt vej med en fin stribe sjove og opfindsomme cacher. For eksempel en cache med en hare ovenpå, en kaktusbeholder, en cache bevogtet af to egern og det lille hus på prærien (dvs. et lille hus som cachebeholder).