Roadtrip USA 2010 - Onsdag d. 05-05
Calabasas - LAX
Det var vores sidste dag i Californien, og vi valgte at tage fra Calabasas til LAX (Los Angeles Airport) over bjergene til kysten og videre ad kystvejen for at slippe for myldretidstrafikken på freewayen. Det blev kun til et par enkelte cacher, for trafik var der også mere end nok af på vores alternative rute, og det var svært at parkere. Men vi fik sat et par knappenåle i Los Angeles kortet.

Da vi nåede frem til lufthavnen, havde vi kørt 1524 miles (2452 km) på knap 13 døgn. Vi fik afleveret bilen hos Hertz i god tid og tilbragte ca. 3 timer i lufthavnen. Vi havde forventet, at der var nogle spændende forretninger og spisesteder i det toldfrie område, men der blev vi godt nok snydt. Om bord på flyet kl. 15 skulle urene stilles ni timer frem, og så var det pludselig torsdag.

Vi  var spændte på om askeskyen (den nye) ville få indflydelse på hjemturen, men det var kun Irland og Scotland der havde lukket luftrum/lufthavne.